tilbage
scroll ned

Få det nu testet d. 2. oktober 2018 af Cathrine Tavs Andersen

Det der virker logisk for DIG, virker ikke altid logisk for MIG

 

Test jer til bedre brugeroplevelser

Jeg rejser jævnligt med tog mellem Sjælland og Jylland, og befinder mig derfor ofte på DSB’s hjemmeside. En side der gennem årene har voldt mig store frustrationer.  

”Hvorfor kan jeg ikke få vist tidligere klokkeslæt?” 
”Så jeg kan ikke hente tidligere afgange?”  
”Skal jeg starte hele min søgning forfra?” 
”Suk...”  

Måske du kan relatere til oplevelsen? (Hvis ikke fra dsb.dk, så fra et anden website?)  

For dsb.dk er helt klart et website, der ikke er blevet testet af dem der skal bruge den – nemlig de togrejsende.  

Jeg er efterhånden vant til, at det skal være lidt besværligt, tidskrævende og mere eller mindre frustrerende at bestille togbilletter. Og jeg ønsker gang på gang, at de snart vil opdatere deres site, mens jeg overvejer om GoMore og Flexbus ville være bedre alternativer.

Tænk hvis det var dit site, jeg talte sådan om?

Det er de færreste websiteejere, der ønsker at brugerne skal beskrive deres website med ord som; ’frustrerende’, ’tidskrævende’ og ’besværlig.’  

Men hvorfra skulle du vide, at det er sådan dine brugere har det, hvis du ikke tester det?

Derfor er usability test vigtige

En usability test er med til at give fundamental viden om brugernes tanker og handlinger på sitet og giver dermed et praj om, hvor du skal sætte ind, for at forbedre brugeroplevelsen.  

(Du har formentlig ikke den fordel, at din ydelse kun kan købes ét sted – den fordel der gør at brugerne trods dårlige oplevelser stadig køber togbilletten på dsb.dk)  

For hvor analyseværktøjer som Google Analytics giver dig svaret på hvordan dine brugere handler, giver en usability test dig svaret på hvorfor de handler som de gør. Og det kan være værdifuld viden.  

En usability test kan hjælpe dig til at;  

  • Forbedrer dit websites brugervenlighed 
  • Sikre en høj brugeroplevelse 
  • Giver flere konverteringer 
  • Genererer glade og tilfredse kunder (der kommer igen og anbefaler sitet til andre) 
  • Give et konkurrencedygtigt site med værdi for kunden 

Hvad er en 'usability test'?

En usability test – på dansk brugertest – er en test af dit website, herunder hvor brugervenligt sitet er at navigere rundt på, og om det er overskueligt, forståeligt, osv.  

En usability test kan udformes på flere forskellige måder, alt efter hvad du gerne vil teste.   

Dog er det vigtigt at understrege, at det ikke er nok blot at ’spørge’ venner og kollegaer hvad de synes om dit website. Gør du det, risikerer du at: 

  • Testpersonerne ikke vil såre dig, og derfor bruger mere tid på at rose dit site, frem for at kritisere det. 
  • Ikke ved hvad de skal sige (for ét er hvad vi mennesker tror vi vil gøre, noget andet er hvad vi reelt gør) 
  • De ikke vil virke dumme og derfor hurtig svare ’det er et superflot site, der er nemt at navigere rundt på,’ selvom de mener det stik modsatte 
  • De så gerne vil hjælpe, at de kommer med så mange ideer til forbedringer og ændringer, at hvis du rent faktisk implementerede dem alle, vil du få et website med feature overload.  

Usability testen kan afvikles online, af eksterne bureauer eller du kan afholde testen selv. Det afhænger naturligvis af de ressourcer – både økonomisk og tidsmæssigt – du har til rådighed. 

Tænk-højt-test

Tænk-højt-testen er en forholdsvis enkelt og relativ billig metode, du selv kan afvikle.  

Her observerer du testpersonerne mens de navigerer rundt på sitet og har du brug for det, kan du undervejs afbryde og stille spørgsmål.  

”Pay attention to what users do, not what they say” 

Men pas på du ikke konstant afbryder for at spørge hvad de tænker, men i stedet observere deres handlinger.  

Sæt et testsenarie op, med en beskrivelse af formålet, rammerne og opgaverne testpersonerne skal igennem. 

Hvor mange testpersoner?

Det er jo klart bedre at teste websitet på én person (der ikke har kendskab til løsningen), frem for slet ikke at teste det.

Dem der udvikler websitet, kan se sig blind på fejl og mangler – du kender det sikkert selv fra stilen i folkeskolen.  Det er altid en fordel at få nogen, til at se det færdige resultat med friske øjne.

For at gennemføre en brugbar test med gode testresultater, har du faktisk ikke brug for mere end 5-8 testpersoner. Dette antal er nok til at se et mønster og finde de fleste fejl eller mangler.  

Statistisk er forskellen på, om du har 5-8 og 20-30 testpersoner ikke større end 5 %. 

Antallet af respondenter kommer selvfølgelig også an på, antallet af forskellige brugertyper i din målgruppe, særlige demografier og lign. Jo større forskel der er på din målgruppe, jo flere testpersoner bør du også anvende.